20/05/2025 0 Kommentarer
Koncert med mandskoret Euga fra Finland
Koncert med mandskoret Euga fra Finland

Det finske mandskor Euga skal på turné i Danmark til August og i dén forbindelse synger de koncert i Trekroner Kirke torsdag d. 14. August kl. 19.30.
Repertoiret er et galleri af nordisk musik for mandskor, der tager lytteren gennem en emotionel- og landskabsmæssig rejse. Repræsenteret er både romantiske komponister som Carl Nielsen, Jean Sibelius, Edward Grieg og Niels W. Gade, men også komponister af nyere musik som Ola Gjeilo og Lotta Wennäkoski.
Euga er et klassisk kor for mænd i alderen 18-32 år. Koret blev grundlagt for at de dygtigste unge sangere fra byerne Turku, Tampere og Helsinki/Helsingfors kunne synge sammen, og Euga er siden blevet et flagskib for mandskorsang i Finland. I løbet af året mødes koret i weekenderne, hvor de øver og synger koncerter eller til højmesser.
Korets dirigent Visa Yrjölä (f. 1992) er et ungt dirigentstjerneskud, der dimmiterede som kandidat i klassisk korledelse fra Sibelius Akademiet i Helsinki. Yrjölä er blevet tildelt flere priser og anerkendelser for sine dirigentevner. Senest har den finske kordirigentforening kåret Visa Yrjölä som årets dirigent i Finland 2025.
Kommentarer